|
 Ved Type 1 diabetes er de celler i bygspytkirtlen (ß-(beta)cellerne), som normalt producerer insulin, blevet helt eller delvist ødelagt. Ødelæggelsen skyldes en autoimmun reaktion, en reaktion, hvor kroppen danner antistoffer mod sine egne celler. Hvorfor visse mennesker danner antistoffer mod deres egne celler er uvist, men arvelige faktorer spiller sandsynligvis en rolle.
Tilføres kroppen ikke løbende insulin fra bugspytkirtlen, er cellerne ikke i stand til at optage sukker fra blodbanen. Cellerne vil "sulte" og blodsukkeret vil konstant være for højt. Den overskydende mængde af sukker udskilles efterhånden i urinen.
Løsningen på problemet er at indsprøjte insulin under huden (subkutan injektion), som efter et stykke tid optages i blodbanen. Desværre kan insulin ikke på nuværende tidspunkt indtages via munden, idet det nedbrydes til inaktive (uvirksomme) forbindelser i det sure miljø i maven.
Insulinkrævende diabetes konstateres i de fleste tilfælde hos yngre mennesker og børn. Har man én gang fået konstateret diabetes, er det en uhelbredelig sygdom, som man må leve med resten af sit liv, da det ikke er muligt at genskabe de insulindannende celler i bugspytkirtlen (pankreas). Mængden af insulin, som diabetikeren behøver hver dag, afhænger af flere forskellige faktorer som f.eks. det fysiske aktivitetsniveau samt mængden og arten af kost. Hvis der slet ikke produceres noget naturligt insulin, skal indsprøjtningerne erstatte den manglende naturlige produktion. Er der stadigvæk en lille produktion, som det ofte ses hos nyopdagede diabetikere, skal indsprøjtningerne understøtte den naturlige produktion.
Sædvanligvis anvendes en behandlingsform med flere daglige injektioner af insulin, hvor man forsøger at efterligne den naturlige udskillelse.
Symptomer: (fysiske tegn)
Hyppig vandladning
Ekstrem sult og tørst
Vægttab
Svaghed og træthed
|
